BY X er Københavns Kommunes kompetencecenter for bæredygtig byudvikling for børn og unge

  • nyheder
  • projekter
  • Om BY X
  • Kontakt
  • BY X Urban Pædagogik

    • BY X udvikler løbende metoder til at inddrage børn og unge i byudviklingsprocesser. Fokus er særligt på metoder til samarbejde mellem børn, unge og professionelle byudviklere.

      BY X udvikler også redskaber til at løse konkrete opgaver med. Redskaberne er både fysiske, visuelle og virtuelle. BY X udvikler og tilrettelægger også procesforløb, som kobler børn og unges innovation med bæredygtighed og byudviklingens formelle procedurer og forløb.

      Metoder, redskaber og procesforløb vil blive evalueret og formaliseret, så der på sigt kan tilbydes og formidles en egentlig BY X værktøjskasse.






  • Öresundsklassrummet

    • Öresundsklassrummet er et EU støttet Interreg projekt som har til formål at fremme uddannelse for bæredygtig udvikling (ubu) og børn og unges kompetencer til at deltage aktivt i fremtidens bæredygtige region. Visionen er, at skabe et regionalt ubu kompetencecenter der kan være en spydspids i internationalt perspektiv.

      Første fase af Öresundsklassrummet fokuserer på Bæredygtig Byudvikling og BY X stiller sammen med By og Havn og Københavns Kommune den fælles opgave, som eleverne skal arbejde med. Opgaven omhandler nye folkeskoler i Nordhavnen.

      12 skoleklasser fra begge sider af Øresund vil resten af året arbejde med bæredygtighed og Grøn Mobilitet omkring deres egne skoler og lokalmiljøer. Ud fra de erfaringer får de mulighed for at komme med konkrete ideer og forslag til hvordan kommende skoler på forskellig måde kan bidrage til Nordhavnens bæredygtighed.

      Det er en helt unik mulighed for elever, rådgivere og planlæggere at arbejde sammen om at fastlægge nye skolers placering og udvikle ideer til hvordan en skole kan bidrage til et oplevelsesrigt og grønt bevægelsesmønster i den nye bydel.

      I Öresundsklassrummet vil BY X arbejde sammen med eleverne om fællesopgaven, samt være med til at facilitere en række delegationsmøder mellem de 12 klasser igennem projektforløbet.






  • Trafiklegeplads

    • Trafiklegepladsen i Fælledparken er en af Københavns Kommunes bemandede offentlige legepladser og bruges som ramme om trafikundervisning af skoler og daginstitutioner.

      Dansk Cyklistforbund afholder hvert år trafiklegedag for alle byens børn på legepladsen. I forbindelse med en kommende fornyelse af Fælledparken, moderniseres trafiklegepladsen og målrettes i højere grad børn som cyklister. BY X har været med til at give input til, hvordan trafiklegepladsen bliver den bedst mulige læringsplatform for børn på flere alderstrin.

      Målsætningen er at gøre børn til bedre og tryggere trafikanter på en legende, sjov og pædagogisk måde.



  • Young Monuments

    • BY X udvikler sammen med Københavns børn og unge en ny type samtidsmonumenter til byen. BY X ønsker at give børn og unge mulighed for at sætte deres præg på byen og samtidig give byen en ny type byinventar.

      Det er ønsket at skabe en hybrid mellem det passive historiefortællende monument og et funktionelt aktivt stykke byinventar. Projektet løber foråret/sommeren 2010.




  • BY X i Mimersgadekvarteret

    • Mimersgadekvarteret på Ydre Nørrebro er et område med mange børn og unge. På Ydre Nørrebro er 20 % af de 16.000 indbyggere under 18 år, men selvom hver femte beboer er barn eller ung, mangler kvarteret områder for børn og unge og større grønne områder.

      I forbindelse med Områdefornyelsen af Mimersgadekvarteret slog BY X sig ned i kvarteret i seks uger og samarbejdede med en gruppe unge fra Ydre Nørrebro om at udvikle forslag til, hvordan kvarterets pladser og parker kunne indrettes efter de unges behov. Hvad var det for aktiviteter, de unge ønskede? Hvad manglede de i deres kvarter? Hvordan kunne Ydre Nørrebro blive et bedre sted at bo for unge? I BY X arbejdede de unge med tre byrum i Mimersgadekvarteret: BaNanna Park, Superkilen og DSB-arealet. Opgaven var at komme med ideer til, hvordan de kunne indrettes bedre for børn og unge. De tre byrum var alle på hvert deres projektstadie, hvilket BY X forløbet blev målrettet efter.

      Projektet blev skudt i gang med en stor åben workshop: Byen er din! Workshoppen var for alle børn og unge i kvarteret. Omkring 60 børn og unge kiggede forbi, og efter workshoppen blev der nedsat en gruppe på 10 BY X medlemmer, som alle var børn og unge fra kvarteret. De arbejdede i de næste 6 uger videre med de tre byrum.

      De unge gav inputs til konkurrenceprogrammet for Superkilen, opfordrede politikerne til at tænke stort på DSB banearealet, og designede konkret i BaNanna Park. Københavns Kommune har siden arbejdet videre med at realisere de pågældende byrum, og flere af de unges ideer og forslag er siden blevet tænkt ind i udvikling af området. Gennem BY X-forløbet arbejdede de unge tværfagligt og konkret med byen, lavede registreringer og analyser af deres kvarter, udviklede ideer og arbejdede med fysiske modeller og collager. Gennem BY X-forløbet blev byen både et sted for læring og et sted at udfolde sig kreativt.

      "Gennem BY X forløbet har vi lært en masse ting. Vi har lært at undersøge vores omgivelser og finde frem til, hvad der mangler, og hvad der er brug for. Så har vi lært at skabe ideer og arbejde med dem, så de kan passe sammen med de behov, der er på et sted. Vi har også lært, hvordan man laver collager og modeller, og hvordan man skal præsentere det."


  • Børnenes Trafikråd

    • BY X har igennem 2 uger afholdt workshops om Grøn Mobilitet på 6 forskellige folkeskoler i København. Sammen med eleverne diskuterede vi begrebet Grøn Mobilitet og hvad der skal til for at gøre det nemmere, grønnere, sundere og sjovere, for børn og unge, at bevæge sig rundt i byen.

      Forløbet mundede ud i oprettelsen af Børnenes Trafikråd der d. 22. september samlede alle 200 elever til topmøde på Hillerødgade Skole, på Nørrebro. Her fik eleverne fik hurtigt omsat det vanskelige begreb Grøn Mobilitet til collager og konkrete idéer og anbefalinger. Elevernes samlede arbejde skal give in-put til kommunens nye handlingsplan for Grøn Mobilitet, som lanceres i december måned.


      Sådan vil Børnenes Trafikråd fungere:

      Med Børnenes Trafikråd har børn og unge fået en platform hvorfra de kan komme med input og visioner til Københavns Kommunes trafikpolitik og være med til at kvalificere kommunens tiltag på trafikområdet set fra børn og unges perspektiv. Rådet vil være et dynamisk råd og kan variere både i sammensætning og omfang - med elever fra varierende klassetrin og skiftende skoler i kommunen. Rådet skal arbejde både lokalt og overordnet med hele København. Børnenes Trafikråd er forankret i Teknik- og Miljøforvaltningen.






  • BaNanna Park

    • BaNanna Park ligger på Nannasgade tæt på Rådmandsgade skole, fritidsklubben Samuelsgården, fritidshjemmet Rumraketten og i nærheden af HGO skolen. Det er et af de tre byrum, som børn og unge i BY X har arbejdet med i Mimersgadekvarteret.

      Arbejdet med at udvikle et forslag til BaNanna Park forløb over flere uger og har kørt parallelt med inddragelse af parkens naboer og tilstødende institutioner. Forløbet startede med grundige analyser af parken. Herefter udviklede BY X medlemmerne ideer til, hvad der kunne være i parken og sluttede af med at foreslå en overordnet struktur for parken med de elementer, de gerne ville have i parken. Parken har heddet BaNanna Park i folkemunde i længere tid, fordi den ligger ligeud til Nannasgade. Derfor synes flere af børnene, at det var naturligt, at parken skulle udformes som en banan eller to.

      BY X medlemmerne ønskede, at BaNanna Park blev et sted, hvor man kan foretage sig mange forskellige aktiviteter. Udover alle aktiviteterne ville BY X medlemmerne også gerne have, at der i parken blev plads til at slappe af og sidde sammen med sine venner. De unge byggede udarbejdede et præsentationsmateriale med model og billedkollager af parken og tog ind på Rådhuset for at præsentere deres forslag til BaNanna Park.

      BaNanna Park er siden BY X forløbet blevet færdigdesignet og projekteret af NORD arkitekter og udført af landskabstegnestuen Schønherr.

  • BY X Netværk

    • BY X arbejdsområde indenfor byudvikling med børn og unge har en lang række paralleller og overlap mellem fagområder, interesseorganisationer og ikke mindst projekter, som gennemføres i andre regi.

      BY X indgår i et større netværk, hvor fokus er på videndeling, projektsamarbejde og udvikling af det faglige og professionelle felt.









  • COP 15

    • I forbindelse med klimatopmødet i København blev der afholdt en BY X Workshop hos NORD Arkitekter på tegnestuen på Nørrebro. I workshoppen deltog en skoleklasse fra Wismar i Tyskland sammen med deres venskabsklasse fra Vanløse Skole. Opgaven handlede om bæredygtig udvikling af Guldbergsgade Skoles nye udearealer.

      Efter et kort besøg på grunden blev der dannet grupper, hvor der blev arbejdet med at skitsere forslag. Ideerne blev løbende præsenteret og kommenteret af grupperne. Både lærere og elever kom med opfindsomme, sjove og spændende forslag til, hvordan skolens udearealer kan udformes.






  • Ungerådet Ydre Nørrebro

    • I forbindelse med arbejdet i Mimersgadekvarteret var BY X med til at nedsætte et ungeråd for Ydre Nørrebro. Ungerådet skulle gennem hele områdefornyelsens forløb være med til at udvikle byrum og opholdssteder for kvarterets unge.

      Ungerådet blev de unges demokratiske platform på Ydre Nørrebro og et talerør, hvor de kunne udtrykke sig om de forandringer, der foregik i deres bydel og komme med ideer og initiativer til projekter. De unge blev således positivt inddraget i områdefornyelsen og kunne være med til at vende den negative spiral, der blev forbundet med området.